Frelsens Hær i Vejle har udviklet sin egen app, som samler information, cafékort og redskaber til frivillige. Det sparer årligt omkring 6.000 kroner i licenser og giver frihed til at udvikle løsningen efter fællesskabets behov. Men en smartphone bliver aldrig adgangsbilletten til at høre til.
Hvornår mødes vi næste gang? Skal jeg tilmelde mig spisningen? Og hvor finder jeg den information, jeg har brug for som frivillig?
Den nye FH Vejle-app samler flere af hverdagens praktiske spørgsmål ét sted. Her kan gæster, medlemmer og frivillige følge med i fællesskabets liv og bidrage til, at det bliver lettere at planlægge og løfte opgaver sammen.
Udgangspunktet var en app, der allerede fungerede godt. Men da finansieringen til den hidtidige udvikling ophørte, måtte korpset finde en vej videre.
»Vi stod med valget mellem at finde pengene et andet sted i budgettet eller søge ny finansiering. I dialog med IT-afdelingen begyndte vi at undersøge, om vi kunne udvikle løsningen selv,« fortæller korpsleder Jan Marseille
Med erfaring fra reklamebranchen og arbejdet med digitale løsninger stod han for den interne udvikling. Undervejs viste mulighederne sig at række længere end besparelsen.
»Vi kunne også gøre flere af vores ønsker til virkelighed. Og hvor vi tidligere havde én app til almindelig brug og en anden til frivillige, har vi nu samlet adgangen ét sted.«
Information, der følger med hverdagen
I appen kan man læse korpsnyt og månedens andagt, se kommende aktiviteter og tilmelde sig arrangementer. Ændringer kan opdateres løbende, så informationen i lommen følger med, når planerne ændrer sig.
Tilmelding har især betydning ved større begivenheder og arrangementer med mad. Når de ansvarlige ved, hvor mange der kommer, er det lettere at købe ind og undgå både mangel og overskud.
»En lille handling fra den enkelte kan gøre en stor forskel for den, der står med ansvaret. Hvis man ved, at man kommer, hjælper det at give besked,« siger Jan Marseille
De trykte materialer fortsætter. Appen giver blot en ekstra mulighed for at holde sig orienteret mellem besøgene i huset.
Et digitalt cafékort og en tak for engagementet
Det digitale cafékort er også med i den nye løsning. Samtidig er der åbnet for at optjene point, eksempelvis ved at tjekke ind ved et fysisk besøg, tilmelde sig arrangementer eller give en tilbagemelding. Pointene kan bruges til belønninger.
Tanken er at gøre det nemt at bidrage og samtidig sige tak. Tilbagemeldinger skal hjælpe ledere, råd og arbejdsgrupper med at forstå, hvad der fungerer, og hvad der kan blive bedre.
»Vi vil gerne høre, hvad der var godt, og hvad der var mindre godt. Når vi får en tilbagemelding, kan vi bruge den til noget og tage ansvar for at forbedre det,« fortæller Jan Marseille.
Han oplever allerede, at folk bruger cafékortet, scanner QR-koden ved ankomst og følger opmærksomt med i informationerne.
Frivilliges redskaber samlet ét sted
For frivillige åbner det samme login adgang til flere redskaber. Herfra kan de blandt andet finde undervisning og introduktion til opgaverne, rapportere til administrationen og hjælpe gæster med tilmelding. Afhængigt af opgaven kan de også betjene husets infoskærme.
Det skal gøre det lettere at blive klædt på til arbejdet og tage del i ansvaret.
»Når flere har indsigt og mulighed for at handle, bliver det lettere at bære opgaverne i fællesskab. Det handler også om at udruste mennesker til den opgave, de står med,« siger Jan Marseille.
Lokal udvikling med en fælles retning
Appen ligger i forlængelse af Vejle korps’ strategi Sammen i tro & handling. Her er relationer, frivilliges medansvar og en bæredygtig økonomi centrale. Aktivitetsplanen for 2026 fremhæver samtidig tydelig, nærværende kommunikation og strukturer, der understøtter fællesskabet.
Også Frelsens Hærs nationale strategi lægger vægt på lokalt forankrede fællesskaber, fornyelse og relevante systemer, som styrker arbejdet. Værdien tilgængelighed handler om, at det skal være enkelt at gøre brug af Frelsens Hærs tilbud.
Den lokale udvikling giver mulighed for at omsætte den retning til konkrete løsninger.
»Hvis vores frivillige peger på noget, der kan fungere bedre i hverdagen, kan vi selv tilpasse det. Men mulighederne skal hele tiden følges af vores værdier og etiske overvejelser. Vi skal tænke os om undervejs,« understreger Jan Marseille.
Alene på appens licenser er den årlige besparelse omkring 6.000 kroner. Udvikling og vedligeholdelse kræver fortsat tid, men færre faste licensudgifter giver plads til andre behov i det lokale arbejde.
Du hører også til uden appen
Tilgængelighed gælder også mennesker, der ikke har lyst til eller mulighed for at bruge en app.
»Man kan stadig ringe, skrive sin tilmelding på et stykke papir eller sige det til os, når vi mødes. Vores tryksager fortsætter, og telefonen virker stadig. Appen er et tilbud og et supplement til de relationer, vi har med mennesker,« siger Jan Marseille.
Appens værdi skal derfor vise sig i hverdagen: når en gæst lettere finder en aktivitet, en frivillig føler sig bedre rustet, eller en arrangør får den besked, der gør planlægningen enklere.
Fællesskabet leves fortsat omkring bordene, i samtalerne, i gudstjenesten og i omsorgen for hinanden.