Forfatter: Levi Giversen, Major
Ved en festlig gudstjeneste i Vejle blev der i søndags sagt tak til major Inge Lise Larsen for et langt liv i tjeneste – præget af pionerånd, trofasthed og villighed til at lade sig sende.
Jeg har vandret med Jesus i mørke og lys,
under vekslende tider og kår,
men når alt om mig skifted’, jeg sang til hans pris:
Han er trofast i dag som i går!
Sådan lød sangen hos Frelsens Hær i Vejle i søndags – både som en fælleserklæring, men også som afsæt for major Inge Lise Larsens vidnesbyrd. Under gudstjenesten blev der således sagt tak for tro tjeneste, idet hun fra udgangen af februar trådte ind i tilværelsen som pensionist – og velkommen til et aktivt otium i Vejle korps, hvor hun fremover vil have sit kirkelige tilhørsforhold.
En buket af mennesker
Foruden vejlensere var lokalet godt fyldt op af det, Inge Lise Larsen selv benævnte som en ’buket af venner’.
Mennesker, der har været en del af hendes liv, såsom tidligere kadetkammerater i kadetsessionen ’Guds sendebud’, den officer der i sin tid indviede hende som soldat, den officer, hun gjorde tjeneste hos som løjtnant, hendes første juniorsoldat og korpsassistent og andre, hun gennem årene har arbejdet sammen med.
”Det er dejligt, at I er her, for I har været gode venner og støtter gennem livet,” sagde hun og beskrev sin tjenesten – der i mange tilfælde er udført alene – som ’et pionerarbejde.’
En tjeneste med både glæde og torne
Fire ud af syv kadetter fra hendes session på officersskole var til stede ved gudstjenesten. En af dem, Marie Nordrup bragte en hilsen, ligesom hun på forhånd havde fået flere nordmænd fra sessionen til at indtale hilsner, som blev afspillet under sammenkomsten – og skruede tiden mere end fire årtier tilbage i tiden.
Inge Lise Larsen gik således på officersskolen i Oslo fra 1980 til 1982 efter et par års ’tyvstart’ som korpsassistent. Hun fortalte således, at hun siden 1978 har været ansat uafbrudt i Frelsens Hær.
Gennem årene har hun været stationeret flere steder i landet – primært i Jylland, men også Kalundborg, hvor hun fik sin første lederordre som ’pioner.’
De mange års tjeneste beskrev hun med endnu en metafor fra botanikkens verden – nemlig som ’en dans på roser’.
”Jeg har i dag taget en rose med, som er min yndlingsblomst – som symbol på, at mit liv og min tjeneste har været en dans på roser,” smilte hun og tilføjede med alvor: ”For roser har torne.”
”Mange gange gennem mit liv – især helbredsmæssigt – har jeg stukket mig. Den vej, jeg har gået, har haft torne. Men jeg har elsket min tjeneste, og jeg elsker livet.”
Hun tilføjede, at hun som nyudsendt officer fik et bibelvers med på vejen, som har været en støtte undervejs og fortsat er det, nemlig fra Filipperbrevet 4,13: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.”
Kaldet til at være sendebud
Frelsens Hærs chefsekretær, major Hanne Wahl, deltog i gudstjenesten og overrakte det officielle pensioneringscertifikat.
”Du har udført 42 års tjeneste i Frelsens Hær, derfor pensioneres du med hæder,” sagde hun og takkede på Hærens vegne for den trofaste indsats.
I sin prædiken talte Hanne Wahl ligeledes om kaldet til at lade sig sende, blandt andet med henvisning til, at hver kadetsession på officersskolen får et navn – og at Inge Lises session netop hedder ’Guds sendebud.’
”I Bibelen stiller Gud spørgsmålet: ’Hvem vil gå bud for os?’ ligesom Jesus igen og igen siger: ”Følg mig”. Deri ligger et kald til at være sendebud,” sagde hun blandt andet og understregede, at dette kald ikke alene gælder officerer, men alle troende.
Velkommen til aktivt otium i Vejle
Under gudstjenestens blev Inge Lise Larsen også budt velkommen i menighedsfællesskabet i Vejle, hvor hun har valgt at tilslutte sig som pensionist.
Sergentmajor Allan Novak bød hende formelt velkommen på korpsets vegne og overrakte blandt andet lidt ‘læsestof’ – nemlig en bunke tryksager, bestående af korpsets strategiplan samt aktivitets- og handlingsplan – som en indbygget opfordring til fortsat tjeneste og et aktivt otium.
Et budskab, der blev vel modtaget sammen med et ønske om fortsat engagement. Inge Lise Larsen replicerede således opfordringen i sit vidnesbyrd: ”Selvom jeg nu går på pension, så er det jo sådan, at i Guds rige bliver man aldrig pensionist.”