Tina - Evighedsmedlem
Mit navn er Tina, jeg er kommet tilbage til Fontænehuset efter en pause på halvanden års tid.
I februar måned fik jeg min førtidspension, og det var med blandede følelser. Jeg havde ikke selv ønsket det. Jeg tænkte er det så bare slut med mig, jeg har forsøgt i hele mit voksne liv at uddanne mig, samt holde på arbejde uden nogle af delene er lykkedes. Jeg har været alkohol misbruger, og har brugt mit liv på at forsøge at kontrollere det og samtidig har jeg haft svær angst det meste af mit liv. I dag har jeg det rigtig godt, har fået styr på mit misbrug via AA (anonyme alkoholikere). Min angst er forsvundet, hvilket ingen nogensinde troede var muligt uden medicin. Nu mangler jeg de færdigheder der skal til for at kunne være på arbejdsmarkedet – dem andre mennesker opbygger tidligere i livet.
Jeg sad i februar og tænkte hvad skal der så blive af mig nu – kan jeg virkelig ikke bruges til noget.
Jeg har en stor interesse i at male billeder. Når jeg maler har jeg ikke den store kontakt med andre mennesker, hvilket er vigtig for mig.
Jeg forsøger at være meget aktiv i mit arbejde med AA, men alligevel manglede jeg noget.
Så kom jeg i tanker om at jeg var evighedsmedlem i Fontæne huset, og henvendte mig. Nu er jeg her, det er ret nyt men allerede nu giver det mig en følelse af at livet ikke er slut på arbejdsmarkedet.
Pludselig kan jeg se at jeg faktisk kan få mulighed for at bygge en givende dag op hvor jeg yder mit. Også selvom jeg ikke er i stand til at arbejde som "normalen". Jeg elsker stort set alt hvad jeg udfylder min dag nu.





