I en lille landsby i Sønderjylland, en lille landsbyskole, en masse glade børn, en dejlig have ved et lille parcelhus og en stor legeplads lidt længere nede af gaden. Der var hyggeligt, vi have det sjovt og hvis vi ville udforske noget var der altid den lille skov bag containerpladsen. I skolen var jeg den stille pige og i fritiden fulgte jeg mest de andre. De fleste vil nok mene at det er en stærk kontrast til den jeg er i dag.

Da jeg var 10 år gammel skiftede billedet, landsbyidyllen blev skiftet ud med en større by med togstation, 2 skoler og større butikker. Det var da spændende at prøve noget nyt, men de gode venner var væk, legepladserne i byen var dystre og der kom ikke så mange nye venner til. Jeg gik til spejder og forskellige sportsgrene fik jeg afprøvet, fodbold, håndbold, badminton, svømning og til sidst volleyball som jeg fortsatte med i et par år. Som ung teenager sang jeg i kirkekor og senere i rockbands i den lokale ungdomsklub. Bas, trommer og sang var det vigtigste i mit liv, bortset fra kærligheden. Ungdomskæresten holdt i 2 år.

Skoletiden var en anden historie jeg klarede mig i timerne og til eksamen med karakterer over middel, men i frikvartererne gik det knap så godt. Jeg blev mobbet i de fleste af mine skoleår på den nye skole, og jeg var et nemt offer. Dengang forstod jeg det ikke, i dag kan jeg ikke huske hvad de sagde, men jeg ved at de gjorde det fordi de kunne. Teknisk skole bød på masser af sjov, men også grimme bemærkninger, jeg forsøgte at få praktikplads eller bare et arbejde. Der var bare ikke noget. Den første studenterhue fra HTX, hjalp heller ikke.

Ung-i-arbejde, småjobs, endnu en studenterhue og datamatikeruddannelsen hjalp heller ikke på arbejdssituationen. Til gengæld kunne jeg nu få dagpenge, jeg boede sammen med den mand jeg senere blev gift med og jeg kunne jo bruge tiden på vores hjem og hans børn. Desværre havde jeg svært ved at overskue mit liv og min hverdag og jeg fik aldrig rigtig lavet noget. Depression vidste jeg knap nok hvad var og jeg var jo ikke syg. Den eneste tid hvor jeg ikke gik hjemme var da jeg læste til voksenunderviser og havde små vikarjobs.

Da min dagpengeperiode udløb var der ikke sket ret meget andet end at vi var blevet gift. Hvis jeg skulle have kontanthjælp måtte vi skilles, jeg brugte det som undskyldning for at komme væk. Da jeg have boet alene i et halvt års tid bestemte jeg mig for at starte på læreruddannelsen. Samtidig var jeg begyndt til rollespil. Da jeg mødte min nye kæreste, den første siden jeg blev skilt, var jeg godt i gang med at køre mig selv i sænk på uddannelse, fritidsjob og rollespil.

Min kæreste har ADHD, og nogle af de ting der gjorde at han kunne få hjælp, både medicin og psykiater, lignede lidt mig.

Det fik mig endelig til at gå til lægen. Jeg fik diagnosen depression og fik nogle piller og samtaler hos min egen læge. Jeg stoppede min uddannelse halvvejs igennem og flyttede til Vejle. Jeg har desuden fået flere fysiske diagnoser om end de nærmest kun er halve. Gigt, allergi, reflux, astma og migræne. I systemet kæmpede jeg mig igennem aktivering efter aktivering, der enten var for hårdt fysisk eller psykisk.

Enkelte småjobs gjorde at jeg et par gange måtte starte helt forfra i systemet, så jeg til sidst holdt op med at søge job. Efter et aktiveringsforløb var jeg i praktik. Derefter fik jeg ny sagsbehandler, som sendte mig til psykiatrisk udredning. Endelig så det ud til at lysne.

Den psykiatriske udredning gik godt. Det var måske ikke alt papirerne der var helt korrekte men diagnoserne er jeg endt med at forstå. Til at starte med kunne jeg ikke helt se det, trætbarhed og glædesløshed? Jeg er da tit glad og har det sjovt og jeg kan da sagtens være frisk. Men som tiden er gået er jeg begyndt ikke kun at kunne se at det er der, men også at kunne mærke når det er på vej. Jeg er endda så småt begyndt at leve med det.

Det nye aktiveringssted var forvirrende, med nye ansatte og nye regler midt i forløbet. Men der skete ikke rigtig noget. Da jeg endelig havde en statussamtale med min sagsbehandler og en fra aktiveringsstedet fik jeg lige pludselig at vide at jeg var generelt negativ overfor alt og alle og at jeg fik de andre til at trække sig fra fællesskabet. WHAT?!? Min sagsbehandler var hurtig til at hive en brochure op af tasken til mig og foreslå at jeg stoppede med det samme. Da jeg kom hjem måtte jeg jo lige kigge lidt på den brochure. Jelling! Ej der er da godt nok lidt langt.

Jeg kunne selvfølgelig bede om færre timer?

Og sådan blev det, jeg tog med min sagsbehandler på besøg i Fontænehuset i Jelling, startede den følgende mandag og blev hurtigt glad for at være der. Det er bestemt kun blevet bedre af at Fontænehuset nu ligger i Vejle, så jeg kan gå eller cykle derop. For jeg har det ikke godt med de lange transporttider, det har jeg været nødt til at erkende.

Der er stadig et stykke vej endnu før jeg er klar til at få mig et arbejde ude i den virkelige verden, men jeg er godt på vej. Jeg har fået afklaret nogle af de begrænsninger jeg har og ved at jeg i Fontænehuset har den ro der skal til for at finde mine evner og begrænsninger og vigtigst af alt, få dem på skrift så kommunen og jobcenteret også kan bruge det.

Krisen kradser og der er ikke mange praktikpladser. Men for det første har jeg ikke længere travlt, der har jeg været og det gik ikke godt, og for det andet er Fontænehuset jo stort set som en arbejdsplads. Det er ikke bare uintelligent og hovedløs aktivering for aktiveringens skyld. Det er arbejde for at få huset til at fungere, der er andre mennesker der forventer noget af en og værdsætter det man gør for huset, fællesskabet og sammenholdet.

Lisa Asferg