Oh ja, at være i praktik er jo et eller andet sted ikke meget anderledes end at være i klubhuset, og jeg er et eller andet sted sikker på at alle har prøvet at være i en arbejdssituation situation, så måske er det ikke så interessant at hører om, men lidt vil jeg da godt skrive.

Jeg er i den integrerede daginstitution Mælkebøtten i Højen, hvor jeg er med til at lave formiddags, middags og eftermiddagsmad til omkring 80 børn. Det er økologisk mad og der spises intet sukker.

Børnene er med til det der er muligt, hvilket mest er bagning og forberedelse af grøntsager, men de elsker at hænge ud i køkkenet, der sker jo hele tiden noget, og de har taget godt imod mig, jeg har været med til både sang, leg indendørs og udendørs pga. sygdom.

Jeg havde lovet at skrive det her for nogle dage siden, men jeg har været alene i køkkenet et par dage pga. sygdom, så jeg har bare været færdig når jeg kom hjem, dog på en god måde =)

Men men men. Følelsen af at have overskud til at arbejde, påtage sig ansvaret der følger med og ikke mindst, at se frem til skolestart og hvad der kommer der efter, er jo ikke kommet fordi jeg er blevet sendt i praktik, den er der fordi der i klubhuset er en masse sjæle der rummer så meget varme at de er villige til at dele ud af den, og er med til at nedbryde de skjolde og fordomme, som jeg sikkert ikke er den eneste der har fået klodset op i løbet af årene.

Tror man kunne snakke længe om alle de fordummende aktiverings projekter der har været i løbet af årene, og løbe ind i paragraf dit og dat.. Og hvis man ikke allerede er lidt slidt, så bliver man det i hvert fald af at stå og pakke tyggegummi til under mindsteløn men helst i hurtigere tempo.. Det er sådanne steder jeg kan mærke mine hjerneceller dø! Men hvor går man hen og siger "hey tågehoveder! Det squ da ikke mangel på intelligens der gør at jeg ikke er i arbejde"?

Anyways, tilbage til klubhuset..

Det var jo lidt mere end dødt da jeg startede derude, og det var måske ikke så smart, men et eller andet sted var det vel også med til at jeg fik mine snakke med både Lene og Inger ude på trappen hvor de begge fik sagt at næsten alt kunne lade sig gøre, hvor man så tænker, eller tænker man overhovedet over det? De får jo bare løn for at lege babysittere for mig i nogle timer dagligt, og har efterhånden hørt "jamen vi vil dig jo det bedste, du skal bare lige udfylde det her i 17 eksemplarer og hoppe på et ben Fyn rundt".. Jeg tror bare det røg ud af det andet øre igen indtil de havde sagt det så mange gange at jeg bare overgav mig og sagde fint.. Og det var så starten på et liv, ikke nok med at jeg fik hjælp, jeg oplevede også at det var, i hvert fald lidt af Ingers fritid der blev brugt, og det er jo både ret tankevækkende og skræmmende.

Men alligevel lavede vi mad sammen, og ikke bare ved siden af hinanden, og det har betydet meget for mig. Heidi's stille gemyt, men skarpe bemærkninger der får ens øjenbryn til at flyve i vejret og undre sig om man nu også hørte rigtigt, Tina's små sedler og breve, og alt alt det andet, så ved man et eller andet sted godt, at selvom Inger's sko ikke matcher, hendes nøgler og briller er væk, så glemmer hun aldrig menneskerne.. Og troen på, at selvom der kommer mange mennesker gennem huset, at selvom vi er nogle af de første så husker de os alle. Det er en varm tanke at gå med, og en væsentlig grund til at i hvert fald jeg er hvor jeg er, I praktik.

P.S. i dag er Danni i gang med en uddannelse til ernæringsassistent på 2.år. Han har tilknyttet en mentor fra Fontænehuset under uddannelsesforløbet.