David - Min tid efter Fontæne huset
Da jeg sluttede på Fontænehuset i dec 2010 var det stadig kun et halvt menneske der gik ud af døren. Dog var jeg bevidst om, at jeg altid havde en støtte i huset, og et sted hvor dørene altid stod åbne for mig når jeg havde behov for det.
Igennem længere tid havde jeg tumlet med idéen om at påbegynde en uddannelse, og farvellet til den daglige gang i Fontænehuset blev en goddag til en ny udfordring, nemlig uddannelsen som datatekniker. Jeg havde længe været i tvivl omkring mine egne evner og min formåen i fht. til uddannelse – Kunne jeg klare det? Er jeg god nok? Har jeg noget at byde på, der kan være interessant for andre mennesker? Og mange andre tvivlsspørgsmål. Fontænehuset støttede op om mig, og gav mig det kærlige spark jeg havde brug for, for at komme godt i gang.
Jeg er nu, ikke længere i tvivl om at jeg traf det rette valg – det er det rette sted for mig.
Lige nu har jeg mange jern i ilden, - mange spændende projekter i gang. Blandt andet er jeg, sammen med et par andre elever, i gang med at tilføje et nyt aspekt til uddannelsens grundforløb, for at gøre den mere tidssvarende og dybdegående. Det er en fantastisk følelse, at kunne være med til at udforme noget nyt, som mange andre får udbytte af, og det er dejligt at blive lyttet til, når nu vi har nogle nye idéer til uddannelsen.
Hvad skole angår, kan det også nævnes at jeg netop er blevet udnævnt til elevrådsformand for it delen af Vejle tekniske skole. Det er endnu et skulderklap til mig, for det bekræfter mig i at jeg virkelig har noget at byde ind med, og at min mening og mine holdninger er noget som andre kan nikke genkendende til.
Som person har jeg udviklet mig meget de sidste 6 måneder.
Jeg har fået mere overskud i hverdagen og mere tiltro på mine egne evner. Jeg er ved at få en fast rutine i mit liv, og det gør mig til et mere roligt menneske. Jeg har stadig et stykke vej at gå, før jeg for alvor er ude af depressionens klamme greb, men hver gang jeg føler tingene vokser mig over hovedet, finder jeg trøst i at jeg stadig er velkommen i Fontænehuset. Det er rart at have et sted at komme hen og fortælle, søge forståelse og blive lyttet til. Jeg vil helt sikkert blive ved med at komme forbi til en kop kaffe i ny og næ..
David





